Internethastighed & Speedtest

Der findes forskellige internethastigheder og det helt store spørgsmål er, hvilken man skal vælge – 10 Mbit, 20 Mbit, 30 Mbit, 50 Mbit eller mere? Hvad betyder Mbit overhovedet og hvad er forskellen på de forskellige hastigheder, og hvilken internethastighed passer til ens behov? Du får her alt den nødvendige viden, du har brug for for at vurdere, hvilken hastighed du skal bruge.

Her på siden finder du informationer om:

    • Hvad er internethastighed?
      • Download og upload
      • Mbit
    • Hvilken hastighed har du brug for?
      • 10 Mbit
      • 20 Mbit
      • 30 Mbit
      • 50 Mbit+
  • Sådan tester du din nuværende hastighed

Hvad er internethastighed?

Download/upload

I internetudbydernes oversigt over bredbåndsløsninger, vil internethastigheden på de forskellige løsninger typisk være angivet som to tal efterfulgt af betegnelsen “Mbit”  – f.eks. 100/20 Mbit. Det første tal angiver hastigheden på at downloade. Det er denne hastighed som bestemmer, hvor hurtigt du kan hente data fra internettet. Det andet tal angiver hastigheden på at uploade og bestemmer bl.a. hvor hurtigt, du kan uploade dokumenter til mails, og billeder til facebook. De to hastigheder vil oftest være asymmetriske, da den typiske internetbruger downloader langt mere, end han/hun uploader. Der findes dog nogle fiber internetløsninger, hvor download og upload hastigheden er ens. Uploader man dagligt mange store filer på internettet eller bruger sin computer som server eller til computerspil, bør man finde en internetløsning med en høj upload hastighed.

Mbit

Internethastigheder er typisk angivet med to tal og betegnelsen “Mbit” eller “Mbit/s”. Mbit/s er en forkortelse for “megabit pr. sekund” og er en måleenhed for hvor hurtigt data transmitteres. Jo højere Mbit/s, jo højere hastighed.

Hvilken hastighed har du brug for?

Hvor høj en hastighed, du har brug for, afhænger af:

  • Antal personer i husstanden, der bruger internettet og hvor mange, der skal kunne være på internettet på samme tid
  • Antal enheder i husstanden, der bruger internet – f.eks. 3 mobiltelefoner, 1 computer,  2 laptops og 1 tablet
  • Hvor meget husstanden bruger internettet
  • Hvad internettet bruges til – f.eks. e-mail, netbank, surfing, streaming af film eller gaming. Hvor meget der games har afgørende betydning for hvor høj en hastighed, der er brug for

Som før nævnt, er hastigheden for download, den der har størst betydning for de fleste. Så hvis du har planer om at downloade en masse forskelligt, skal du have en høj hastighed. Hvis der er gamere i husstanden, skal du også vælge en høj hastighed, da spillene ellers vil lacke/hakke. Men hvad er en høj hastighed? Og hvilken hastighed er passende til dit forbrug? Du kan i de kommende afsnit læse, hvad en forbindelse på henholdsvis 10 Mbit, 20 Mbit, 30 Mbit og 50 Mbit+ rækker til.

10 Mbit –

Med en 10 Mbit internetforbindelse kan man surfe på et par enheder samtidig eller streame TV, film og serier i god kvalitet på én enkelt enhed ad gangen, mens der eksempelvis blot surfes på den anden. 10 Mbit passer derfor til den eller dem med et lille internetforbrug, der kun bruger internettet til at tjekke mails, høre musik og surfe på nettet og ind imellem til at streame en film eller serie på én enkelt enhed ad gangen.

20 Mbit – Den mest populære internethastighed

20 Mbit internethastigheden er populær, da den rækker til at hele 3-5 enheder kan være på internettet samt til, at der kan downloades meget store filer og streames i god kvalitet på 2 enheder ad gangen. Streames der ofte TV, film og serier på mere end 2 enheder ad gangen, bør man overveje en højere hastighed, da man ellers kan risikere, at streamingen begynder at hakke eller helt stopper, hvis mere end to streamer ad gangen. En 20 Mbit hastighed rækker dog til mange familiers behov, og kan også være et godt valg for en husstand på blot en enkelt eller to personer, som ønsker hurtigt internet. 20 Mbit hastighedens popularitet betyder nemlig, at det er den hastighed, som mange internetudbydere konkurrerer på prisen på og laver gode kampagnetilbud på, hvor der er mange penge at spare.

30 Mbit

Med en 30 Mbit hastighed kan man streame TV, film og serier i høj kvalitet på 3-4 enheder ad gangen. Generelt siger man, at hvis man ønsker at streame i høj kvalitet på flere enheder samtidig, så skal man regne i, at der skal være 6-8 Mbit pr. enhed. Vil du se indhold i det, der hedder 4K-kvalitet, så anbefales det, at man regner i, at der skal være 30 Mbit pr. enhed. Er der en enkelt gamer i husstanden, som spiller computerspil online er en 30 Mbit forbindelse typisk også tilstrækkelig.

50 Mbit+

Det er de færreste der i privaten, har brug for en 50 Mbit forbindelse og det er faktisk heller ikke alle husstande, der har mulighed for at få en hastighed på 50 Mbit eller mere. De hurtigste internetforbindelser på 50 Mbit eller mere skal nemlig typisk gå gennem fibernet eller kabel-tv, og det er ikke alle internetudbydere, der kan tilbyde dette.

50 Mbit rækker til at man kan streame i HD-kvalitet på op til 6-7 enheder på samtidig.  Er der tale om en husstand på mere end 5, hvor der er mere end én, der spiller computerspil online, og det er afgørende, at man ikke oplever udfald, kan det være en god idé med en internetforbindelse på 50 Mbit eller mere.

Du kan se og sammenligne forskellige internetløsninger og hastigheder på Sparpenge.dk. Når du sammenligner internetløsninger og hastigheder fra forskellige udbydere, skal du ikke kun have prisen for øje. Se også på, om der ved to 20 Mbit hastigheder er forskel på hvor høj, upload hastigheden er. Står der hhv. “20/2 Mbit” og “20/10 Mbit”, betyder det, at download hastigheden er 20 Mbit, men at upload hastigheden er henholdsvis 2 og 10 Mbit. Derudover skal du også være opmærksom på, at når en internetudbyder reklamerer for en hastighed på eksempelvis 20 Mbit, så betyder dette typisk at hastigheden erop til 20 Mbit. Du kan derfor ikke være sikker på, at du opnår en hastighed på præcis 20 Mbit. Der er dog en regel, der hedder, at 80 % af kunderne skal kunne garanteres den hastighed, som der reklameres for. Derudover er internetudbyderne også forpligtet til at oplyse en minimumshastighed. Du bør derfor også sammenligne de minimumshastigheder, som garanteres, når du sammenligner internetløsning og hastigheder.

Sådan måler du din nuværende hastighed

Inden du beslutter dig for hvilken hastighed, du vil have, bør du teste din nuværende internethastighed. Hvis du er tilfreds med din nuværende hastighed, er der ingen grund til at vælge en hurtigere hastighed, som typisk også er dyrere. Hvis du er utilfreds med din nuværende hastighed, skal du teste den for at finde ud af, om den enten er langsommere, end det du betaler for, eller om den bare ikke er god nok til dit behov, og du derfor skal have en internetløsning med en højere hastighed. Der findes mange steder på internettet, hvor du kan måle din hastighed, men det anbefales, at du bruger enten Speedtest.dk eller Energistyrelsens officielle bredbåndsmåler –tjekditnet.dk